|
Se også min side under.: http://web.me.com/bakstrup/bakstrup/Forside.html
Tee Time...
24.10.2007 - Selvtilliden er på vej tilbage
Hej allesammen,
Den 28. oktober drager jeg som tidligere nævnt til det sydlige Spanien for at finpudse formen og forberede mig optimalt til 2. afdeling af Europa Tourens kvalifikations turnering.
Som nogen måske allerede ved - så er jeg blevet tildelt Arcos Gardens ved Cadiz. Jeg har aldrig spillet banen, men ud fra banens hjemmeside http://www.arcosgardens.com/site/index.html syntes jeg det ser rigtig spændende ud. Og det er jo altid sjovt at spille nye baner, så jeg krydser fingre for, at netop denne bane passer rigtig godt til mit spil.
I dagene 28.-31. oktober skal der arbejdes på svinget med min gode ven Peter Thomsen - Peter er instruktør på Nyholm Golf Academy. I dagene 1.-3. november skal jeg selv-træne og den 4. november kommer min gode ven Thomas Søby ned til solkysten og giver mig selskab. Thomas skal gå caddie for mig under hele 2. stage og forhåbentlig skal vi begge to have ændret vores nuværende returbillet fra den 11. november til den 22. november - det ville jo gøre det hele lidt sjovere hvis det lykkedes mig at gå videre til Final Stage på San Roque i dagene 15.-20. november.
Sæsonen 2007 har budt på mange gode resultater - men desværre også en stribe dårlige resultater. Jeg startede ud som lyn og torden tilbage i Februar måned hvor jeg åbnede sæsonen i Portugal med en 1. og en 2. plads. I Marts og April skete der ikke rigtig noget som er værd at skrive hjem om. I Maj måned blev det så til to 2. pladser og jeg følte igen at spillet var ved at være der. Juni og Juli blev meget op og ned - ud over en 2. plads fik jeg også sæsonens anden sejr, den kom i Autolease Open. Desværre blev det også til tre missede cuts i de to sommermåneder. Og i August gik det så helt galt - jeg spillede fire turneringer og missede alle fire cuts - det gjorde ondt. Heldigvis ved jeg at de mange missede cuts, ene og alene skyldtes at jeg var golf-træt. Jeg havde ganske enkelt spillet alt for meget og trængte til en pause.
Eneste problem ved en pause på dette tidspunkt var at 1. afdeling af Europa Tourens kvalifikations turnering ventede i den kommende måned, September - og her var jeg nødt til at være i form, så det nyttede ikke noget at lægge køllerne på hylden på dette tidspunkt. Set i bakspejlet, så burde jeg måske have holdt en pause midt på sommeren - men sådan er det jo så let at sidde og sige bagefter.
I hvert fald, så blev cuttet klaret i de første par turneringer i September - det blev ikke til nogen topresultater, men jeg følte at lysten så småt var på vej tilbage. Og heldigvis for det - for det lykkedes mig nemlig at gå videre til 2. stage af Europa Tour kvallen - det skete på St. Annes Old Links i England. En bane som jeg har spillet før og som jeg befinder mig godt på. Det var dog med mindst mulig margen at jeg gik videre - right on the number som man siger. Men pyt med det - jeg var videre og det var det eneste som betød noget.
Og her i Oktober er det så begyndt at se fornuftigt ud igen. Jeg har spillet tre turneringer og er sluttet som nummer 6, 2 og 4. I de to første turneringer gik jeg begge gange i førerbold på finaledagen - og selvom det ikke blev til sejre nogen af gangene, så var det alligevel sjovt at være tilbage i toppen af en golfturnering - det er jo det man træner og spiller for - at vinde turneringer.
Så jeg syntes at der er sket stor fremgang den sidste måneds tid - spillet er bedre, lysten er større og humøret er i top. Så om ikke andet, så går jeg da i hvert fald ind til 2. stage med en god og sund indstilling og en tro på tingene.
Søndag den 4. november skal jeg sidde bagved 17. green på Valderrama sammen med Thomas Søby og nyde en masse lækre golfslag under sidste runde af dette års Volvo Masters - det kan forhåbentlig være med til at sætte mig op i sidste og højeste gear inden 2. stage. Den 5. og 6. november spiller Thomas og jeg prøverunder på Arcos Gardens og får samtidig taget en masse gode og brugbare notits som forhåbentlig er med til at sende mig videre til Final Stage.
Ved Final Stage deltager godt 150 spillere, hvoraf de 30 bedste og ligmed får kortet til Europa Touren 2008. I mine øjne, så er det den bedste chance for at spille sig på Europa Touren - det er alt andet lige 20% af et helt felt som spiller sig på touren.
Men om en måned er vi allesammen meget klogere - nu drejer det sig i første omgang om forberedelserne til 2. stage og derefter tager jeg ét slag af gangen - jeg kan jo ligesom ikke gøre så meget andet :-)
Glæder mig til at skrive til jer igen.
Brian
07.01.2007 - Jeg glæder mig til 2007 - Hej alle
Jeg håber, alle har haft en dejlig jul og er kommet rigtig godt i gang med det nye år.
Jeg vil lige starte denne hilsen med at takke Sparinvest. Sige tak, til alle de dejlige mennesker jeg har mødt i Sparinvest, for den måde de har behandlet mig på. Sparinvest har hjulpet mig i 6 år nu, og de har valgt fortsat at støtte mig i 2007. Uden Sparinvest havde ingen af de ting, jeg har opnået og oplevet som golfspiller været mulig.
Jeg skylder, også en tak til Gunner Thygesen/DM-data og Griffin og alle de resterende sponsorer i Team Børsen som, i løbet nogle år nu, har været en stor hjælp.
Vil også gerne takke Peter Thomsen og Leif Nyholm for endnu et godt år og ser frem til en rigtig stor golf sæson, i samarbejde med jer. Jeg arbejder videre med min coach Morten Jessen i 2007. Jeg føler, det går rigtig godt og tror på, at året 2007 bliver året hvor jeg for alvor sætter mit navn fast i den danske golf verden.
Michael Jürgensen og jeg har startet en lille studie gruppe op. Vi mødes hver mandag og lægger et fysisk og teknisk uge program. I denne gruppe analyserer vi, hvad vi får lavet, og om det er godt nok. Det har været rigtig godt indtil videre. Det er meget sjovere at være 2 om tingene og meget nemmere at komme afsted og få brugt noget tid på tingene. Det er rigtig givende, at der er en til at presse mig både i motionscentret og på træningsbanen. Vi er også i gang med at planlægge en træningstur til USA her sidst i januar og 10 dage frem, så vi virkelig er klar til at spille i Portugal den 21. februar på Scanplantouren. Her er der 3 turneringer i træk.
Jeg har planer om at spille alle de turneringer med høj prioritering på Nordic League i år. Desuden spiller jeg de starter, jeg kan få på Challengetouren.
Målet for 2007 er at komme i top 5 på Nordic League og generhverve mit Challengetour kort til 2008. Når jeg har det på plads og forhåbentlig har tjent lidt penge, vil jeg give det chancen i kvallen til både Europeantour og PGAtour. Glipper det må jeg til Asien og prøve lykken. Jeg vil videre nu til det næste niveau og spille på de bedste tours i verden. Om det er Asien, Europa eller USA er lige meget, bare jeg kommer til at konkurrere med nogen af de bedste i verden. Glæder mig rigtig meget til at komme i gang med sæsonen.
Hvis der er nogen der har lyst til at hjælpe mig i det nye år, er I velkommen til at skrive til mig på bakstrup@hotmail.com. Det er en dyr sportsgren, og for at mine forberedelser kan blive så gode som muligt, har jeg brug for midler at gøre godt med. Hvis du kontakter mig, vender jeg tilbage med information om, hvad jeg kan tilbyde dig.
Jeg glæder mig til at holde jer opdaterede om, hvad jeg er sikker på bliver min bedste sæson i karrieren.
05.11.06 - Værste uge i mit liv - Hej allesammen
Ja så er afslutningen på en meget trist uge ved at være ovre. Jeg tog afsted i mandags til Costa Ballena, med drømmene om Europa Touren og med rigtig godt humør. Humøret faldt lidt onsdag eftermiddag, da jeg havde skudt 73 i første runde og slet ikke kunne fornemme mit sving og følte mig skidt tilpas. Gik direkte hjem i seng efter runden og havde meget store mave smerter. Vågnede ved halv 3 tiden om natten og havde koldsved og hovedpine. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre, havde det rigtig skidt, så tog et varmt karbad i en timestid og det hjalp.
2. runde blev også noget skidt, havde ingen kræfter og måtte sætte mig ned efter hvert slag. De sidste to runder var spillet faktisk rigtig godt, var 3-under efter tre huller i begge finalerunder, men kunne ikke lukke dem ordentlig af.
Igår kørte vi så tilbage til Puerto Bánus hvor vi ville have en gang aftensmad og en hyggelig aften i havnen. Men fik så nogle meget smertefulde mavekramper igen og måtte gå direkte i seng after maden.
Imorges stod vi op og kørte ud i et shopping center, for at få tiden til at gå. Søby og jeg flyver først hjem i morgen tidlig. Men shopping centret var lukket om søndagen, men vi kunne spise derude, så vi gik ind og spiste og da vi kom tilbage til bilen, var alle vores ting stjålet. Computere, kameraer, Ipods, GPS - alt i vores rejse tasker inklusiv vores pas. Saa nu ved vi ikke helt hvordan vi kommer hjem uden pas. Vi har været på politistationen hvor vi fik anmeldt indbruddet og samtidig fik vi lavet en politi rapport som vi skal fremvise hjemme i Danmark overfor vores forsikringsselskaber.
Pas kontoret/konsulatet i Malaga åbner først i morgen kl 9 og vi flyver kl 9 så det skal nok blive en spændende dag. Politiet i Marbella mener dog godt at flyselskabet imorgen vil lade os rejse hjem via fremvisning af politi rapporten samt vores kørekort. Jeg må derfor indrømme, at skulle vi ikke vi blive "accepteret" til at kunne flyve med hjem imorgen, så er tålmodigheden ved at være opbrugt.
Og nu skulle det ikke undre mig at vi får lov til at komme med, men at flyet så er mega-forsinket og vi derfor ikke er hjemme før langt ud på aftenen. Med mit held i øjeblikket, så kunne det lige passe.
01.11.06 - 2. stage Q-School Spanien
Så er første runde spillet og desværre ikke med den succes, jeg havde håbet på. Jeg gik i 1-over-par, hvilket rækker til en placering langt nede i feltet. Mit spil var mærkelig i dag, følte ikke rigtig jeg havde styr over mine bevægelser og følte mig sløv på en måde. Jeg ramte stor set ingen fairways og holede ingen puts, så er det meget svært at lave en god runde.
Jeg synes ellers, at jeg havde en ganske fin fornemmelse i kroppen, inden turneringen startede. Jeg fik dog pænt styr på det på bagni, så det skal nok blive bedre i morgen, er jeg sikker på.
Vejret er konge hernede, hvilket betyder, at scores er rimelig gode. Jeg gætter på, at man skal være 3 under for at være i top 20 efter i dag.
26.10.06
Jeg har nu været i spanien i 3 dage. Trænede tirsdag på Santa Clara og spillet San Rogue New Course i går, hvor jeg gik 2 over par i godt vejr, så ikke helt skarp nok. Spillede så Rio Real i dag og drivede noget af det bedste jeg har gjort meget længe. Det var rigtig dejligt, da det er nogle svære drives, som skal formes meget. Det skal de, fordi det er en meget smal udgang fra tee, så du kan ikke starte den højre eller venstre. De skal starte lige og så kurve der fra og det er fedt når man kan kurve bolden som man ønsker det. Så har jeg gået og dystet mod Hr. Peter Jespersen i en masse forskellige short game konkurrencer og det har været super træning, har da også et par øl tilgode (-:
04.10.06
Har været i Portugal i 4 dage, spillet golf de sidste 3. Synes det er gået ganske udmærket, har spillet 3 runder og scoren er blevet forbedret hver dag. Startede med en 74, 2 over par og så 1 under og i dag 70, 2 under. Det blæste rimelig meget i dag og banen er bestemt ikke nem, så er glad for scoren og spillet. Det lange spil, mangler stadig lidt turnerings erfaring, men er meget positiv over hvordan jeg slå de gode slag, så med golf hverdag de næste 3 uge tror jeg på det kan blive rigtig godt til Tourskolen. Glæder mig vanvittig meget til at komme i gang.
10. 09.06 - DM Guld for Hold med Holstedbro
Vi har i denne weekend spillet DM for klubhold på Brundtlandbanen. Vi vandt GULD til Holstebro Golfklub for første gang i klubbens historie. Vi mødtes fredag i Brundland til en prøverunde og så ud og spise om aftenen. Rigtig hyggeligt at være sammen med sine klubkammarater igen.
Lørdag startede vi ud mod Helsingørs unge mandskab og kom rigtig godt fra start, vi vandt alle 3 foursomes og, det betød 6-0 og et super udgangs punkt til eftermiddagen. Det blev så mere spændende end vi havde håbet på. Huldahl og jeg kom rimelig hurtig op i vores matcher, hvor vi var 3 op efter de første 9 huller ,og da vores hold kammerater hørte det og tænkte "super, så vinder Huldahl og Akstrup", det giver 10 point , og vi har vundet. De fleste var faktisk godt med i deres matcher, men de tabte lige koncentrationen et stykke tid, fordi de regnede med vi ville vinde og tabte alle sammen 3-4 huller i træk og det betød også deres match.
Så skulle Huldahl og jeg lige pludselig vinde, det satte jo lidt et pres på os og samtidig gav det Helsingør troen på, at det kunne lade sig gøre at vinde. Huldahl måtte ud på 18. hul og hole en 1,2m ned at bakke for at sikre os sejren. Ellers skulle jeg til at have været i omspil, aldrig sjovt at skulle spille et huls omspil, der kan alt jo ske. Men der var rigtig højt humør i lejren. Vi var ude og spise på en italiensk resturant. De andre på resturanten kunne godt høre, vi havde vundet. Vi var rimelig højtråbende og i godt humør.
Søndag - Finalen mod Kokkedal
Jeg var ude i første foursome, hvor jeg startede med at slå en bold out of bounds på første, og min makker slog den i roughen på 2. hul, og jeg missede et put på 1,5m på 3. hul - så var i 3 ned efter 3 huller og Kokkedals stærkeste foursome var ude mod vores svageste, så det så ikke godt ud. Vi kom alligevel foran 5-1 efter formiddagen, selv om jeg droppede forkert på 16. hul. Jeg havde slået den ud i venstre tæt på en vej, hvor jeg spurgte dommeren, om vi kunne få lempelse. Han siger ja, og jeg dropper bolden. Min makker slår den op til 3m, jeg holer så puttet for birdie, så skal modstanderen til at putte deres 2,5m ned af bakke for birdie. De får at vide, et eller andet sted fra, at jeg har droppet forkert.
Vi spurgte dommeren. Han sagde, at jeg har droppet forkert. Det er ham, der skal slå det næste slag, der skal droppe bolden. Jeg spurgte, om han kan vise mig den regel. Han fandt nogle regler i bogen, men det dækker ikke rigtig den situation, som vi var i. Der er ikke noget at gøre. Vi tabte hullet. Det var meget frustrende, at han ikke sagde, at det var et forkert drop, inden jeg foretog det. Meget ærgeligt at tabe hullet, når man lige har lavet birdie på et af banens sværeste huller. Men jeg synes, vi havde en rigtig god match mod Kokkedal-holdet, som består af nogle gode friske, unge spillere som rammer bolden ganske solidt.
Jeg vil godt takke alle de frem mødte tilskuere. Det er jo meget sjovere at vinde, når man har nogle at dele glæden med. Vil også gerne takke de 2. holds spillere, som var nede og gå caddie for os. Især tak til min caddie Henrik Mørk, som har været på bag'en 2 gange nu, og begge gange har det givet Guld. Vi vandt guld til DM for Amatører i Holstebro sidste år, og i går blev det så til en ny Guldmedalje - bare for klubhold. Tusind tak til Holstebro Golfklub for den støtte de altid har givet os gennem tiden, dejligt at kunne give dem lidt tilbage.
En kæmpe tak til Sparinvest, som har sponseret mig igennem de sidste 6 år og gjort alt det her mulig og tak til Team Børsen, som har været med de sidste par år og til Gunner fra IBM.
|