29.08.06
I sidste uge spillede jeg med i ECCO Tour Championship på Challengetouren. Det gik ikke helt, som jeg havde håbet på. Jeg spillede egentlig meget godt, men mine putts faldt ikke i. Det gav to kedelige runder i 1-over-par, og jeg mistede cuttet. Men jeg tager stadig en masse positive ting med mig fra turneringen. Putteren drillede mig, men da jeg kom ud på banen lørdag for at gøre anden runde færdig, slog nogle virkelig gode slag. Det gælder jo om at tage det positive med mig og lade det negative gå i glemmebogen.

Sæsonen på Challengetouren lakker mod enden for mit vedkommende. Nu satser jeg på at spille en god Tourskole. Da jeg har en kategori 14 på Challengetouren, behøver jeg ikke spille Stage 1, men er direkte inde i Stage 2. Det giver lidt ro, men stadig er jog nødt til at forberede mig optimalt, hvis jeg skal videre til finalen i november måned, hvor målet er at sikre mig et af de 30+ kort til Europatouren.

Jeg er begyndt at fokusere meget den fysiske træning. Flere gange om ugen løber jeg en tur på 10-12 kilometer. Jeg har egentlig været i ret god form gennem hele sæsonen. Det er da også derfor, at jeg har kunnet køre så hårdt et program, som jeg har gjort. Flere gange har jeg haft 7-8 turneringsdage i træk, og da det ikke har været hårdt for mig fysisk, har jeg været i stand til at fokusere på mit golfspil. Der var lige et par dage, sidste gang jeg skrev, hvor programmet lige blev presset nok. Der var jeg dæleme træt :-) Jeg er også begyndt at spille en del squash – en hård og sjov sport, hvor pulsen virkelig kommer i vejret.

Denne uge holder jeg helt fri fra golfen. Der har været et hårdt program de sidste mange uger, så jeg har brug for at koble lidt af. Jeg fortsætter dog med min fysiske træning, men i næste uge står den igen på teknisk træning. Igennem sæsonen har jeg virkelig mærket forbedringer i mit sving. Det er blevet meget mere stabilt, men kontakten er endnu ikke nær så god, som jeg gerne vil have den til at være. Men med hård træning er jeg sikker på, at den nok skal komme til at sidde godt i køllehovedet.

Jeg overvejer inden Tourskolen at tage en tur til Spanien eller til Tyrkiet på træningslejr. Det er altid godt at tage lidt væk fra Danmark og træne. Der er ikke ”forstyrrelser”, som der hele tiden er, når man er hjemme. Det er en god mulighed for at fokusere 100 procent på træningen.


09.08.06 - Tredjeplads i Aller Masters
Så er Aller Masters slut, og jeg sluttede på en delt tredjeplads. For at være helt ærlig, gik det ikke helt, som jeg havde forventet. Jeg havde håbet på at vinde, men sådan blev det ikke. Sidste runde gik jeg i 70 slag, og det var ikke godt nok. Men en tredjeplads er stadig hæderligt. Der var ni slag op til Pontus Ericsson, der vandt turneringen, og det havde jo krævet en meget lav runde af mig i dag.

På 12. hul faldt afgørelsen reelt. Både Pontus og jeg havde et putt på tre meter for birdie. Han holede sit putt, og jeg treputtede. Og så var afstanden for stor til ham til, at han kunne hentes.

Nu sidder jeg så i lufthavnen på vej til Europatour-turneringen KLM Open i Holland. Jeg fik søndag aften at vide, at jeg var inde i turneringen. Men jeg besluttede alligevel at spille Aller Masters, da jeg virkelig nyder at spille med på Eccotouren. Det betyder dog, at jeg er lidt presset. Jeg er først fremme på hotellet sent i aften, og jeg når ikke at prøvespille banen. Jeg ved kun, at det er en linksbane. Heldigvis skal jeg bo på værelse sammen med Anders Hansens caddie Thomas Søby, og han har købt en baneguide til mig og noteret de samme ting i den, som den han bruger med Anders. Så jeg regner med, at vi i aften skal sidde og snakke lidt om, hvordan jeg skal spille banen i morgen.

De baneguides der benyttes på touren er meget detaljerede. Da banerne samtidig er ret ligetil, burde det ikke have indflydelse på min score, at jeg ikke har prøvet banen før.

Jeg rammer bolden godt for tiden og håber på et godt resultat i Holland. Målet er at gå fire runder under par. Selvfølgelig vil det være optimalt at slutte i top-3, da jeg er godt på vej mod et kort til næste års Europatouren. Men målet er i første omgang at spille fire gode runder, og så vi se, hvad det rækker til.


16.07.06 - 4. runder under par
Så er challenge touren færdig i italien og det blev til en delt 16. plads, som er det bedste resultat jeg har lavet meget længe, jeg er rigtig godt tilfreds med mit spil. Jeg arbejdede mandag formiddag på svinget med Peter Thomsen og vi fandt frem til en rigtig god fornemmelse og den tog jeg med til italien og det blev til 4 rigtige gode runder, under par i dem alle og endte 11 under par for turneringen, så det var rigtig dejligt at lave 4 gode rnder det er det der har været problemet i år at lave 4 i træk, har gået mange rigtige gode runder, men har ødelagt det ved at have 9 eller 18 rigtige dårlige huller i hver turnering. Jeg tager til østrig i næste uge og håber jeg kan holde de gode takter og lave endnu et godt resultat.


07.06.06 - Europatour i Østrig - BA-CA Open
Saa har jeg vaeret i Östrig et par dage og spillet banen nogle gange, dejlig bane og rigtig laekker stand.

Har haft lidt problemer med driveren de sidste par dage og det er ikke godt her nede da det er ren US Open rough rundt omkring green og fairway. Men heldigvis er Leif her nede for at lave de sidste rettelser paa Thomas, saa han kan vinde naeste uge i USA. Han havde ogsaa lidt tid til at kigge paa mit sving og fandt ud af jeg var kommet lidt for langt vaek fra bolden, saa har arbejdet paa traeningsbanen de sidste 3 timer for at se om jeg kan naa at faa lidt styr paa driveren inden torsdag og han kommer ogsaa over i morgen for lige at tjekke op paa det. En haard arbejdsdag i morgen og saa skulle det vaere paa plads, samtidig med at min kaereste kommer ned og gaar caddie. Vi har aldrig misset et cut sammen, Saa glaeder mig til at komme igang torsdag, nu skal jeg have et top resultat i hus.


02.06.06 - 2. plads på Ecco Touren
Jeg tabte desvære dysten mod finske janne i finale runden på Eccotouren, er skuffet over jeg ikke vandt følte jeg var mental og spille mæssig foran hele dagen, men havde desvære ikke heldet og de fornødne maginaler til at vinde. Jeg er rigtig glad for mit spil som det har formet sig den sidste uges tid, glæder mig til at kommet til Østrig og spille Et den kommende uge. Føler der snart er noget stor på vej.


01.06.06
Gik 2 under i går, spillet var ikke rigtig godt, men er ok tilfreds ligger jo godt med til at spille om sejren, så glæder mig til at komme ud og spille og 1 pladsen. Det er jo det man spiller golf for, for at få pulsen lidt op og nogle gode minder om den gang man vandt. Så håber jeg kan gå ud og skyde en lav nok score i dag til at vinde, tror lige det er en sejr jeg har brug for, for at komme vider med mit spil. Jeg ligger 4 reserve til EuropaTouren i østrig i næste uge og det se godt ud med at komme ind i den. Så en sejr i dag, vil kunne give en masse selvtillid til næste uge og så ved man jo ikke hvad der kan ske. Jeg har en meget vigtig turnering på challengetouren om 14 dage, så det vil være en perfekt optakt til den at lave en godt runde i dag og så spille i østrig i næste uge.

Så glæder mig, der er et par spændende uge i vente.


10.10.06 
Er i tænkeboks vedr. starten af den nye sæsson. Sydamerika, hvor jeg bl.a har en 7.plads fra Argentina Open fra 2006 er en af de muligheder der overvejes. Mere om dette senere.


01.08.06 
Tiden flyver, den ene turnering tager den anden og inden jeg ser mig om, er der gået en hel sommer– en hel sæson.

Mit år på European Challenge Tour (CT) startede rigtig godt. Før vi havde taget hul på kalenderåret 2006 startede vi den indeværende sæson af CT. Vi skulle godt nok på mere sydlige breddegrader for at spille. Allerede i min anden start i Argentina i december måned, fik jeg en syvende plads i det stærkt besatte 156-mands felt. Vi fortsatte programmet igen i februar i Mellemamerika, og der høstede jeg endnu en top-10 placering i Guatemala. Med den start havde jeg placeret mig selv inden for den forjættede top-20 på ranglisten. En placering, der såfremt den holdt til sæson afslutning i oktober, ville give adgang til Europa Touren (ET). I den periode var spillet flydende og bekymringerne små.

Resten af sæsonen har dog ikke helt forløbet sig lige så glat. I takt med den gode start, tror jeg forventningerne fra egen side steg voldsomt. Da sæsonen for alvor kom i gang i slutningen af april måned, havde jeg efter et koldt forår ikke fundet samme gode spilleform. Det resulterede i spil, der ikke levede op til de mål, jeg havde sat for mig selv. Som følge deraf nogle hak i selvtilliden. Alt har været nyt for mig og derfor meget spændende. Jeg har rejst ud hver uge på nye eventyr ved godt mod. Flere gange har jeg dog skuffet måtte rejse hjem før tid som følge af to runder, der lige akkurat ikke rakte til at være med i finaledagene i weekenden.

I slutningen af maj måned tog jeg kontakt til en mental coach – Preben Braagaard fra firmaet Coachers. Efter meget kort samarbejde lykkedes det mig at vinde en afdeling af Srixon Touren her i Danmark. I en stund spillede jeg med fornyet selvtillid. Da CT kom til Horsens 10 dage senere, spillede jeg også med i finalerunderne igen og fik en 33. plads. Jeg troede på, at jeg nu igen var ved at genfinde formen fra tidligere på sæsonen.

Fem turneringer senere har jeg dog en følelse af, at jeg alligevel ikke er der, hvor jeg føler jeg kan være. Når jeg analyserer mit spil, føler jeg, at jeg i alle de individuelle dele af spillet er blevet meget bedre. Men i og med, at jeg ikke har lykkedes med at sætte det hele sammen, så det rutinemæssigt producerer gode runder, har det til tider været fortvivlende. I takt med, at der har været turneringer hver uge, har det været svært at få standset op i tide og fået analyseret, hvorfor det går som det går. Derfor virker denne update til jer også som en update og reminder til mig selv.

Der skal dog meget til at slå mig ud, og selvom tonen ovenfor måske virker modløs, så er jeg langt fra det. Jeg har jeg bevist over for mig selv, at jeg er god nok. Jeg ved, at fremtiden gemmer på succes for mig på både CT og ET.

Et populært udtryk blandt sportsfolk i min situation lyder: ”I just have to get out of my own way.” Udtrykket hentyder, at man kan komme i vejen for sig selv. Mere præcist, at de tanker man har omkring sig selv til tider kan virke negativt på udøvelsen af ens sportsgren. Når man som golfspiller spiller godt, så er der meget få tanker omkring det man foretager sig. Når det i modsætning går knap så godt, så begynder tankerne at fylde hovedet op.

Derved forsvinder det flow, der er så vigtigt for udførelsen af gode slag, runder og turneringer. Jeg føler, at jeg har tænkt alt for meget over, hvad jeg har gået og lavet, og som følge deraf ”glemte” jeg at leve og spille her og nu. Ambitiøse målsætninger kan desværre have denne bivirkning. Når man hele tiden går og kæmper for noget ude i fremtiden kan man glemme det, der foregår lige nu. Men den virkning kan CT’en have – de fleste af os betragter det, mest af alt, som et springbræt videre.

Jeg har den klare opfattelse, at hvis man tager hånd om processerne så kommer resultaterne af sig selv. Jeg har aldrig været bange for at arbejde for tingene. Jeg har dog måtte sande, at jeg på det niveau jeg er nu, er oppe mod 155 andre hver uge, der også lægger mange timer og kræfter i deres arbejde. For at konkurrere mod det, må jeg blive mere produktiv i de timer jeg lægger i træningen.

Jeg rejser fra tirsdag morgen til søndag aften hver uge. Det sker uden en medrejsende træner. Derfor er det desværre let at begå de samme fejl, hvis ikke svinget bliver efterset periodisk. Det samme gælder den mentale del.

Jeg har sat mig et mål om at få struktureret processerne omkring den fysiske, tekniske og mentale træning og få de enkelte elementer til at kommunikere bedre med hinanden. Det kan være nok så godt at have styr på de enkelte dele, men hvis man ikke formår at forene dem, kan det være det samme. Man skal for eksempel være stærk og smidig nok til at udføre svinget kontinuerligt. Samtidig skal man have den tro på, at det sving man har, er det, der vil producere de mål man har sat sig. Hvis bare en af delene mangler, ja så vakler korthuset, så at sige.

Jeg føler, at de folk jeg har til at hjælpe mig er de bedste for mig. Derfor er jeg sikker på, at jeg med deres hjælp, begynder at genfinde de slag, der skaber flere birdies end bogeys. Heldigvis har mit niveau på intet tidspunkt i løbet af sæsonen været rigtig langt væk. Kun lige langt nok til, at jeg ikke levede op til egne forventninger. Men med forventningerne til side besidder jeg stadig det, som jeg betragter som en af de vigtigste forudsætninger for at få succes – glæden ved spillet. Det er mig stadig en stor nydelse og udfordring hver gang jeg spiller. Det er stadig min første prioritet, med det jeg laver.

Det kunne have været sjovere at viderebringe nyheder om gode resultater, men de må vente på sig. Jeg er i fuld gang med processerne, så mon ikke resultaterne venter forude.

Jeg takker for jeres fortsatte støtte i min jagt på at nå Europa Touren. Jeg ser frem se jer snart.
Brian Akstrup har fået en rigtig god start på sæsonen. Han startede med to turneringer i Syd- og Mellemamerika i december, hvor han klarede sig bedst i Argentina Open med en 62. plads. Siden er det blevet til endnu tre klarede cuts ud af tre mulige - i denne weekend i TCL Classic i Kina på øen Hainan, som var en del af Europa Touren. Brian sluttede samlet 6 under par, hvilket rakte til en 63. plads og 2.000 euro i præmie, hvilket lige dækker udgifterne.

"Jeg har været meget tilfreds med mit spil, indtil nu", fortæller Brian. I Portugal var men jo lidt rusten og bare glad for at komme i gang og få 4 runder. I Kenya og Kina har spillet været meget bedre, men putteren har ikke virket optimalt. I dag var jeg rundt i 71 slag men måtte notere 33 puts. Det er ikke svært at se, at med bare lidt bedre putting vil jeg være deroppe, hvor jeg også føler, jeg hører hjemme".

"Generelt er det en mere selvsikker Brian, vi har set ude på banerne i år. Det skyldes både det gode arbejde med Leif Nyholm, men det giver også selvtillid, hver gang man klarer cuttet i en Europa Tour turnering," forklarer Brian selv om de gode resultater.

Brian er 7. reserve pt. til Madeira Open, og det kan være han tirsdag eller onsdag må købe en flybillet og tage til Madeira, ligesom i sidste uge, hvor Brian lykkedes med at købe en billet fra Nairobi til Hong Kong og derfra videre til den lille ø, hvor Europa Tourturneringen spilledes. "Det er nu engang vilkårene," siger Brian, og fortsætter: "det er OK, så længe der ikke er flere Challenge Tour turneringer, men så snart vi kommer længere hen på sæsonen, vil jeg ikke jagte løse pladser på Europa Touren men udelukkende satse på at spille Challenge Touren".

 


"Shot of the year".
af Thomas Søby

(Thomas Søby skriver på TeeTime om det bedste golfslag han har set i år - et mirakkel slag lavet af Brian Akstrup, under vanvittigt pres):

Selvom min karriere som caddie på fuld-tid stadig er meget ung, så har jeg i løbet af 2005 alligevel været vidne til rundt regnet 8000 golfslag i Challenge/Europa Tour sammenhæng. Derfor vil jeg nu prøve at beskrive hvad der for mig har været "Shot of the year".

Når man skal kåre noget som f.eks "Shot of the year", så syntes jeg, at det er meget vigtigt, at man ser på mere en blot slaget. Det gælder f.eks:

1. Situationen.
2. Slagets vigtighed.
3. Slagets sværhed.
4. Om der var pres på eller ej.

Oftest er det ikke let når priser som disse skal uddeles. For ser man henover en hel sæson med de bedste golfspillere i verden, så er ´tv-slagene´ mange, endda rigtig mange. Og det behøver nødvendigvis ikke altid være en ´Hole in One´ som render med titlen.

"Shot of the year" for mig:
For godt en måned siden, ja helt præcis den 15 November 2005 stod jeg på 18. tee i 6. og sidste runde af dette års Final stage på The Q-School på San Roque, new course, sammen med Brian Akstrup. Scenen er sat, top 35 vil efter dagens runde kunne gøre sin entre til det "forjættede" land - Europa Touren.

Brian har på dette tidspunkt lige lavet birdie på hul 16 og reddet sin par på flotteste vis på hul 17 efter en god sand-save fra venstre greenbunker. Brian og jeg er begge klar over, at det efter al sandsynligt vil kræve en birdie på dette sidste hul for at kunne erklære sig medlem af Europa Touren 2006. For jer som ikke har spillet New Course på San Roque, så er hul 18 et par 4 hul på 400 meter. De første 300 meter er der træer både i højre og venstre side. De sidste 100 meter langs højre, samt højre om green er der vand (i form af en stor sø). Venstre om green er der et fald på cirka 2 meter ift. greenens niveau. Ender man her, ja så står man med et svært chip tilbage op på green og med vandet lige bagved. Greenen på hul 18 er lang med en meget smal indgang.

Brian sender sit drive langt i højre, ud imellem træerne og giver sig selv det jeg vil betegne som et "No-Shot". Bolden finder hvile 1 meter bagved et træ og efterlader os ikke de store muligheder for at slå efter green. Vi står med 167 meter til pinden og kigger lige ind i stammen på et stort træ. Havde det ikke været for den situation vi stod i, ville Brian og for den sags skyld alle andre golfspillere med lidt sund fornuft, ha chippet bolden tilbage i fairway og så forsøgt at slå den på green derfra. Men kravet var en birdie og som Brian sagde til mig "Det er ikke hver dag man står med muligheden for at spille sig på Europa Touren" og det måtte jeg jo give ham ret i.

Hvis vi udelukkede at chippe bolden tilbage i fairway, var der kun én løsning. Det var at slå højre om træet, op igennem et lille hul i trækronerne, ud over søen og så stor-hooke bolden tilbage mod green. Ikke det mest simple slag. Alt dette vel og mærket ved at hamre skaftet ind i stammen, bøje jernet og risikere at skade sig selv. Men som Brian havde sagt, så skulle chancen jagtes, for han var ikke kommet herned for at fedt-spille og se sig slået med ét slag.

Vi blev enige om at 6-jernet måtte være det rigtige til opgaven. Det vigtigste var dog at Brian svingede køllen igennem og dermed videre ind i træet, for hvis ikke han gjorde det, ville han ikke kunne få bolden til at hooke nok og så ville den ende i søen højre om green. Selvom Brian er en fantastisk golfspiller og kan det meste på en golfbane, så var odds´ne ikke specielt gode for at dette mirakel slag ville lykkedes.

Brian hamrede til bolden med det resultat at køllehovedet gik højre om stammen, skaftet ramte midt på stammen, hænderne venstre om stammen og bolden op igennem hullet i trækronerne. Derfra mistede jeg den i luften bagved grenene og kiggede på Brian og sagde "Hvor er den, hvor er den?". Brian svarede "Pas, pas" hvilket også betyder "Be the one". Jeg troede næsten ikke mine egne ører, men vendte blikket mod green og så bolden lande tæt ved pinden og finde hvile 1,5 meter fra hullet. Stemningen var euforisk og tilskuerne omkring green klappede højlydt. Efter en solid ´high-five´ bevægede vi os op mod green.

Puttet var desværre ikke det letteste. Bolden skulle løbe på en lille højde-ryg og kunne både breake venstre som højre. Brians forsøg gik venstre om hullet og endte en meters penge forbi. Retur-puttet blev sendt midt i, hvorefter Brian så på mig og sagde "Øv, der røg Europa Touren med et enkelt slag". Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, jeg var så ked af det, så ærgelig og fuldstændig tabt for ord, men hvordan måtte Brian ikke have det, jeg var jo trods alt ´bare´ caddie. Heldigvis skulle det vise sig da dagen var omme, at Brian sluttede 2 slag fra top 35 og dermed Europa Tour kortet.

Hvor surt ville det ikke ha været, hvis Brian havde holet puttet på sidste hul, og indvendig ha troet at drømmen om en tilværelse på Europa Touren var gået i opfyldelse og så se sig slået med ET ENKELT slag. Her kommer Steen Tinnings udtalelse om ´voksne mænd der græder´ virkelig til sin ret.


Tilbage på hesten...
Af Jacob Poulsby Andersen
Brian Akstrup mistede et kort putt på 108. og sidste hul af årets Tourskole. Det var for et medlemskab af Europatouren, troede han. ”Heldigvis” sluttede Holstebro-spilleren to slag fra top 30 på 6-over-par, men alligevel ærgrer det ham.

”Jeg burde have været to slag bedre i dag. Selvom jeg slår nogle mirakelslag på de sidste tre huller, er jeg naturligvis træt af at der kom tre bogeys på de sidste huller af forni”, fortæller Akstrup, der onsdag flyver hjem til Danmark med en god Challengetour-kategori i bagagen.

”Da jeg gik fra 18. green var jeg sikker på, at jeg lige havde mistet et putt for at komme på Europatouren. Jeg var selvfølgelig meget skuffet i situationen, men nu har jeg fået det lidt på afstand og jeg ved at jeg gav mig fuldt ud i dag. Og så er der jo ikke mere, jeg kan gøre ved det”, konstaterer han.

Det famøse putt på sidste hul var blot en meters penge, men trods længden var det ikke et nemt putt, fortæller Akstrup.

”Det var ikke til at se. Vi læste den til at skulle sidde midt i hullet, men det var svært at se, da bolden skulle ned langs en `ryg´ på green. Den faldt af til højre og rullede en lille meter forbi hullet. Det var bittert”.

Akstrup havde i denne uge den nyudklækkede professionelle caddie Thomas Søby på bag’en, og Akstrup havde kun roser at dele ud til ham.

”Det har været et rigtig godt samarbejde med ham. Vi er gået godt i spænd og der har været god stemning under de otte runder, vi har spillet hernede på San Roque”, siger Akstrup.

”Thomas er en rigtig flink fyr, og han er god til at få vendt en negativ stemning til en positiv stemning. Og så løber han jo rundt over det hele og går meget op i det”, griner Akstrup og beretter om de utallige gange Søby har ligget i akave stillinger på greens for at læse puttelinjerne (se nedenfor).

”Der er kun en ting der mangler for at Thomas bliver en rigtigt god caddie, og det er erfaring. Men det er jo ikke noget man bare lige får. Det kommer med tiden, og så er jeg sikker på, at Thomas nok skal få skabt sig en god karriere herude”.

Nu skal Akstrup hjem og holde svinget ved lige i den danske semivinter, men om kun to uger går turen til Mexico, hvor den nye Challengetour-sæson skydes i gang.

”Det er bare tilbage på hesten”, slutter Akstrup.


15.11.05 Nu må der gættes
Dem på 6-over-par er klar til Europatouren, når Tourskolen forhåbentlig spilles færdig i dag. Det spår Brian Akstrup.

”Jeg tror helt sikkert, at dem på 6-over havner i top 30. Måske kan 7-over også gøre det, men det kommer lidt an på, hvordan vejret bliver i morgen”, profeterer han. Akstrup ligger netop på 6-over-par efter mandagens 15 huller. Målet er derfor klart for sidste runde for den ambitiøse Holstebro-spiller.

”Mit mål for i morgen er for det første at færdiggøre min runde i par. Det kræver en birdie på et af de sidste tre huller, men så er jeg også godt med. Derefter skal jeg også rundt i par på Old Course. Det er helt sikkert den bane, jeg har det bedst på – det er der, jeg helst stå med de vigtige putts på grund af den type græs, der er på greens. Greens er svære at læse på New Course, og jeg befinder mig bedre på Old Course, fortæller Akstrup.

Om dagens indsats er Akstrup generelt meget godt tilfreds. Han har givet sig selv nogle gode chancer for birdies, men har kun konverteret en enkelt.

”Jeg skulle nok have været et par slag bedre i dag. Jeg treputtede to gange, og specielt det første var lidt dumt.
Jeg troede, at der var modgræs på et putt på omkring fire meter, men det var der ikke. Så jeg slog den alt for hårdt, og bolden rullede halvanden meter for langt. Den mistede jeg så”.

Brian Akstrup genoptager tirsdag morgen spiller på 16. hul, par 5, hvor han ligger lige kort af green i to slag. Det sker klokken 8.30, hvor turneringsledelsen fløjter kampen om de 30 kort til Europatouren i gang.


 

13.11.05 Mental hård dag på kontoret
4. runde af tourskolen blev en sand overlevelse, vinden var meget h ård i dag. Old course viste sig fra sin barske side. Fik en fin start med at slå nogle gode slag, lavede så bogie på 3. hul og dobbelt bogie på 6. og 11. hul, var så lige pludselig 5-over for dagen og 7-over for turneringen, fik en god birdie på 12. Så var der lidt ro på igen, men lavede bogie på 13, havde igen kniven for struben, med mange svære huller tilbage.

Herefter kom jeg hjem i 2-under på de sidste 5 huller - efter en fighter indsats og maksimal udnyttelse af de chancer jeg fik. Er meget lettet efter runden i dag og er fuld af positiv energi til de næste dage, hvor jeg skal sikre mig det European Tour kort, som jeg har arbejdet og drømt om de sidste mange år.

 

 


20.03.06
 

Layout - Webitall